Weimarrepublikkens siste år

Carsten Jensen, en av mine favorittdansker, har alltid noe å melde. I dag sakser jeg fra hans essay i Morgenbladet 5. april 2002:

For nogen tid siden læste jeg Sebastian Haffners bog En tyskers historie. Haffners bog er en uhyggelig beretning om en civilisation på vej mod Hitler og Ragnarok. Sammenbruddet opleves af et borgerligt menneske, et menneske, der egentlig ikke har anden ambition end at leve som privatmand, og da slet ikke noget ønske om at blive politisk engageret. Det sidste gør Haffners øjenvidneskildring så meget mere overbevisende. Han er selv en del af det skred, han forfærdes over. Han er ingen udenforstående, men oplever nazismens fremmarch indefra, som et jordskælv, der får hele hans eget private liv til at bryde sammen. Han emigrerer fra Tyskland, ikke fordi han er erklæret antinazist og af politiske årsager mærker jorden brænde under sig, men af mere ligefremme grunde: Han ønsker at kunne leve som et anstændigt menneske.

Sebastian Haffner skriver, at lige efter Hitlers magtovertagelse i foråret 1933 følte alle sig pludselig nødsaget til at have en mening om jøderne. «Man skelnede fint mellem «anstændige» jøder og andre; hvis den ene part så at sige for at retfærdiggøre jøderne – retfærdiggøre for hvad? Mod hvad? – anførte deres videnskabelige, kunstneriske, medicinske præstationer, bebrejdede den anden part dem netop dette: De havde «uretmæssigt» domineret videnskaben, kunsten og medicinen.»

Den danske udlændingedebats uudtalte præmis: at muslimer ikke er mennesker som vi andre. De tillades derfor heller ikke den menneskelige luksus, som resten af os nyder godt af: At være sammensatte på godt og ondt, dumme svin og anstændige mellem hinanden. Enten betragtes muslimerne som ædle vilde eller også som snyltere, hvis naturlige tilbøjelighed til dovenskab, snyd og tvangsægteskaber kun kan holdes nede med en stadig strammere lovgivning.

Sebastian Haffner fremhæver endnu en talemåde, når det gælder jøderne i Hitlers første dage. Jøderne omtaltes altid kun i form af procenter og statistikker. Det samme gælder Danmark i dag. Det interesserer os ikke, hvem de fremmede er, men hvor mange de er, især i form af prognoser og fremskrivinger. De får aldrig lov at blive mennesker, men er dømt til at marchere imod os som kolonner af truende tal.